Hvilken dag genopstod Jesus egentlig? Var han død i hele 3 dage? Og hvad er hele ideen med 2. Påskedag?!
Det fremgår i det Nye Testamente at Menneskesønnen skal genopstå på den 3. dag, men dette er dog ikke ensbetydende med at Jesus faktisk er død i hele tre dage; faktisk fremgår er Jesus kun død i ca. halvanden døgn. Der bliver ikke lovet nogen steder i NT at Jesus skulle ligge død i sin grav i hele tre dage; og alligevel antydes det indirekte i Matthæusevangeliet kap. 26 vers 61 at han har sagt: ’Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det op på tre dage’, hvis man altså tolker nedbrydelsen som lig med Jesus’ korsfæstelse og at genopbyggelsen finder sted idet Jesus genopstår. Det samme fremgår i Johannesevangeliet 2,19: Jesus svarede og sagde til dem: ”bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen.”
Man kunne også kalde det flueknepperi at hænge sig i om genopbyggelsen varer hele 3 dage, eller om den blot er fuldendt på tredjedagen. Derfor vender jeg mig mod et andet emne, der er uklarhed om; nemlig hvilken dag Jesus egentlig genopstår. Når det hedder sig at han genopstår efter tre dage, antager mange at Jesus genopstår mandag, dvs. 2. Påskedag. Dette er helt forkert! Forklaring følger nedenfor, opstillet kronologisk og med udgangspunkt i Matthæusevangeliet:
Skærtorsdag finder sted to dage inden Påske (26,2); Jesus og hans 12 disciple afholder Påskemåltid om aftenen denne dag (vers 20), og samme aften indstiftes desuden nadveren (v. 26). Efter måltidet går Jesus og disciplene til Oliebjerget og Getsemane have (v.30-36), hvor Jesus senere forrådes af Judas Iskariot og anholdes natten mellem torsdag og fredag (v. 47). Dette handlingsforløb er alle fire evangelier enige om, se fx. Lukasevangeliet kap 22, vers 31-53, Markusevangeliet 14,26-52 og/eller Johannesevangeliet 18,1-11. Når jeg siger at de er enige, er det fordi at evangeliernes hændelsesforløb ikke altid stemmer overens. Nogle af evangelierne har desuden flere oplysninger/hændelser end der forekommer i nogle af de andre evangelier.
Langfredag, eller beredelsesdagen før sabbatten; Jesus afgår ved døden samme aften og dette er derfor den 1. dag han er død. Fredag morgen stilles Jesus for Pilatus (Kap. 27, v.1-2), hvorpå han overlades til piskning og korsfæstelse (v.26+v.35). I den 9. time Langfredag udånder Jesus (v.46-50). Samme aften udleveres hans lig til Jesus fra Arimatæa, der i det skjulte er discipel af Jesus; liget svøbes i et liglagen og lægges i en grav (v. 57-60).
Lørdag, dagen efter beredelsesdagen, eller sabbatten, er jødernes navn på den syvende og sidste dag i ugen; den fejres som streng hviledag, hvor alt unødvendigt arbejde er strengt forbudt. Jesus ligger død i graven, og lørdag tælles som 2.dagen for hans død, selvom han lørdag morgen reelt kun har været død i ca. et halvt døgn.
Søndag, Påskemorgen, og den første dag i ugen, og den tælles som den 3. dag Jesus ligger død; det er også denne morgen Jesus genopstår, da det fremgår i Matthæusevangeliet at da det gryede ad den første dag i ugen kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven (Kap. 28, v. 1). Men da de ankommer stiger Herrens engel ned fra Himlen og fjerne stenen fra graven, hvorpå de kan se at graven allerede er tom, dvs. altså sige at Jesus allerede er genopstået. Senere samme dag viser Jesus sig for kvinderne og de mandlige disciple og befaler dem at gå til Galilæa, hvorfra han senere sender dem ud i verden for at døbe alle folkeslagene, dvs. omvende alle mennesker til den ny version af den jødiske religion, som skal blive til Kristendommen.
Som det fremgår ovenfor er det ikke tre hele dage Jesus er død. Da graven han ligger i desuden er lukke til med en kæmpe sten, og ingen derfor har kunnet komme derind, kan det imidlertid heller ikke bevises at Jesus ikke skulle være fløjet af sted allerede fredag aften eller i løbet af lørdagen. På ét punkt kan lørdagen udelukkes, da Jesus jo er jøde, må det antages at også han skal overholde sabbatten, også i åndelig tilstand; men Jesus er jo netop sendt ind i verden for at ophæve den gamle jødiske lov, inkl. sabbatten, og hvis han skal være et godt eksempel på denne ophævelse af den gamle lov og indstiftelse af en ny, kunne man forledes til at tro at Jesus kunne være strøget af om lørdagen for dermed at slå den ny lov fast.
Dette efterlader kun spørgsmålet om, hvad hele pointen med 2. Påskedag er. Et bud på et svar kan bl.a. findes på Wikipedia. Tilsyneladende er 2. Påskedag en udelukkende dansk tradition, en ekstra helligdag tilføjet dagen efter Påskedag, hvor Jesus jo genopstod, for at man dermed har en ekstra fridag at fejre det på, eller måske for at have en fridag til at komme sig ovenpå dagen man fejrede ham på?? Eller man kan forlade sig på den mere dogmatiske tolkning, der vil hævde at 2. påskedag er en fejring af, at to af disciplene på 2. Påskedag vandrer mod landsbyen Emmaus, og på vejen bliver mødt af den genopstandne Jesus (Lukasevangeliet kap. 24, 13-35).
[...] Hvilken dag genopstod Jesus egentlig? Var han død i hele 3 dage? Og hvad er hele ideen med 2. Påsk… Som det fremgår ovenfor er det ikke tre hele dage Jesus er død. Da graven han ligger i desuden er lukke til med en kæmpe sten, og ingen derfor har kunnet komme derind, kan det imidlertid heller ikke bevises at Jesus ikke skulle være fløjet af sted allerede fredag aften eller i løbet af lørdagen. På ét punkt kan lørdagen udelukkes, da Jesus jo er jøde, må det antages at også han skal overholde sabbatten, også i åndelig tilstand; men Jesus er jo netop sendt ind i verden for at ophæve den gamle jødiske lov, inkl. sabbatten, og hvis han skal være et godt eksempel på denne ophævelse af den gamle lov og indstiftelse af en ny, kunne man forledes til at tro at Jesus kunne være strøget af om lørdagen for dermed at slå den ny lov fast. [...]