Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Sten

Det er saftsuseme lang tid siden jeg har drukket en øl. Og så ovenikøbet på en onsdag aften!

Men min mononucleose er nu officielt overstået og jeg kan uden fare for mit helbred indtage div. alkoholiske drikke efter behov. Så nyder pt. en herlig mørk GB.

Nu mener den opmærksomme læser nok at dette indlæg mangler en tydelig disposition og et mål, og dér har den opmærksomme læser ret. Faktisk så keder jeg mig helt gevaldigt. Heldigvis så har jeg masser af planer for hvad der skal skrives om i fremtiden, her kan jeg bl.a. afsløre et af emnerne: et Andelsbolig-eventyr, og mere af skuffen om  religion! JUHU!

Hvis du er nået så langt så beundrer jeg dig! Der kommer desværre ikke mere i denne omgang.. pænt godnat!

De Sorte Spejdere har i dag moret sig gevaldig på bekostning af dukkeføreren af Kasse-Madsen og stakkels Cecilie Frøkjær, der måtte lægge studieværts-egenskaber, til et interview af dukkeføreren.

Nu kan vi nok godt blive enige om at den ædle kunst at føre dukker ikke vinder det store publikum, der er ældre end 6 år gamle. Og dog… én eneste dukkefilm – og her taler vi om en rigtig dukkefilm, eller såkaldt marionetfilm, med dukker udskåret i træ og med snore og tråde i alskens størrelse, præcis som vi husker dem fra Disney’s Pinnochio, har vundet min respekt.

Det er filmen Strings. Hvis du ikke har set den allerede, så gør det. I denne film er der taget højde for de mange snore der dingler ned fra “loftet”, og man har derfor valgt at give snorene den essentielle rolle at de er dukkernes livslinie. Hvis snoren til en af dukkens arme eller ben skæres over, bliver dukken handicappet, og hvis snoren til hovedet brister, medfører det døden. Kort sagt, så er snorene og andre grimme dele ved dukkefilm så naturligt inkorporerede, at man ikke lægger mærke til dem.

Desuden drejer filmen sig om så grundlæggende menneskelige temaer som kærlighed og kampen mellem det gode og det onde, at alle kan relatere til dem. Det er svært at beskrive den åndelige dybde, der udtrykkes i afbildningen af hvordan Liv gives og tages i filmen – det skal ses, gerne på stor skærm og med masser af lyd!

Påske opstandelse

Appropos Jesus og Påske, diskuteredes der på P1 hvorvidt man er en sand kristen, selv hvis man ikke tror på at Jesus genopstod.

Iflg. Svend Andersen, teologiprofessor ved Århus Universitet, bør myterne om Jesus tolkes som dét de er, nemlig myter, og dermed forstås billedligt. Hvorimod andre (her: Indre Mission) vil holde på at myterne og Bibelen skal forstås bogstaveligt.

En evigt interessant diskussion, der efter alt at dømme ikke findes en facitliste til?!

Hvilken dag genopstod Jesus egentlig? Var han død i hele 3 dage? Og hvad er hele ideen med 2. Påskedag?!

Det fremgår i det Nye Testamente at Menneskesønnen skal genopstå på den 3. dag, men dette er dog ikke ensbetydende med at Jesus faktisk er død i hele tre dage; faktisk fremgår er Jesus kun død i ca. halvanden døgn. Der bliver ikke lovet nogen steder i NT at Jesus skulle ligge død i sin grav i hele tre dage; og alligevel antydes det indirekte i Matthæusevangeliet kap. 26 vers 61 at han har sagt: ’Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det op på tre dage’, hvis man altså tolker nedbrydelsen som lig med Jesus’ korsfæstelse og at genopbyggelsen finder sted idet Jesus genopstår. Det samme fremgår i Johannesevangeliet 2,19: Jesus svarede og sagde til dem: ”bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen.”

Man kunne også kalde det flueknepperi at hænge sig i om genopbyggelsen varer hele 3 dage, eller om den blot er fuldendt på tredjedagen. Derfor vender jeg mig mod et andet emne, der er uklarhed om; nemlig hvilken dag Jesus egentlig genopstår. Når det hedder sig at han genopstår efter tre dage, antager mange at Jesus genopstår mandag, dvs. 2. Påskedag. Dette er helt forkert! Forklaring følger nedenfor, opstillet kronologisk og med udgangspunkt i Matthæusevangeliet:

Skærtorsdag finder sted to dage inden Påske (26,2); Jesus og hans 12 disciple afholder Påskemåltid om aftenen denne dag (vers 20), og samme aften indstiftes desuden nadveren (v. 26). Efter måltidet går Jesus og disciplene til Oliebjerget og Getsemane have (v.30-36), hvor Jesus senere forrådes af Judas Iskariot og anholdes natten mellem torsdag og fredag (v. 47). Dette handlingsforløb er alle fire evangelier enige om, se fx. Lukasevangeliet kap 22, vers 31-53, Markusevangeliet 14,26-52 og/eller Johannesevangeliet 18,1-11. Når jeg siger at de er enige, er det fordi at evangeliernes hændelsesforløb ikke altid stemmer overens. Nogle af evangelierne har desuden flere oplysninger/hændelser end der forekommer i nogle af de andre evangelier.

Langfredag, eller beredelsesdagen før sabbatten; Jesus afgår ved døden samme aften og dette er derfor den 1. dag han er død. Fredag morgen stilles Jesus for Pilatus (Kap. 27, v.1-2), hvorpå han overlades til piskning og korsfæstelse (v.26+v.35). I den 9. time Langfredag udånder Jesus (v.46-50). Samme aften udleveres hans lig til Jesus fra Arimatæa, der i det skjulte er discipel af Jesus; liget svøbes i et liglagen og lægges i en grav (v. 57-60).

Lørdag, dagen efter beredelsesdagen, eller sabbatten, er jødernes navn på den syvende og sidste dag i ugen; den fejres som streng hviledag, hvor alt unødvendigt arbejde er strengt forbudt. Jesus ligger død i graven, og lørdag tælles som 2.dagen for hans død, selvom han lørdag morgen reelt kun har været død i ca. et halvt døgn.

Søndag, Påskemorgen, og den første dag i ugen, og den tælles som den 3. dag Jesus ligger død; det er også denne morgen Jesus genopstår, da det fremgår i Matthæusevangeliet at da det gryede ad den første dag i ugen kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven (Kap. 28, v. 1). Men da de ankommer stiger Herrens engel ned fra Himlen og fjerne stenen fra graven, hvorpå de kan se at graven allerede er tom, dvs. altså sige at Jesus allerede er genopstået. Senere samme dag viser Jesus sig for kvinderne og de mandlige disciple og befaler dem at gå til Galilæa, hvorfra han senere sender dem ud i verden for at døbe alle folkeslagene, dvs. omvende alle mennesker til den ny version af den jødiske religion, som skal blive til Kristendommen.

Som det fremgår ovenfor er det ikke tre hele dage Jesus er død. Da graven han ligger i desuden er lukke til med en kæmpe sten, og ingen derfor har kunnet komme derind, kan det imidlertid heller ikke bevises at Jesus ikke skulle være fløjet af sted allerede fredag aften eller i løbet af lørdagen. På ét punkt kan lørdagen udelukkes, da Jesus jo er jøde, må det antages at også han skal overholde sabbatten, også i åndelig tilstand; men Jesus er jo netop sendt ind i verden for at ophæve den gamle jødiske lov, inkl. sabbatten, og hvis han skal være et godt eksempel på denne ophævelse af den gamle lov og indstiftelse af en ny, kunne man forledes til at tro at Jesus kunne være strøget af om lørdagen for dermed at slå den ny lov fast.

Dette efterlader kun spørgsmålet om, hvad hele pointen med 2. Påskedag er. Et bud på et svar kan bl.a. findes på Wikipedia. Tilsyneladende er 2. Påskedag en udelukkende dansk tradition, en ekstra helligdag tilføjet dagen efter Påskedag, hvor Jesus jo genopstod, for at man dermed har en ekstra fridag at fejre det på, eller måske for at have en fridag til at komme sig ovenpå dagen man fejrede ham på?? Eller man kan forlade sig på den mere dogmatiske tolkning, der vil hævde at 2. påskedag er en fejring af, at to af disciplene på 2. Påskedag vandrer mod landsbyen Emmaus, og på vejen bliver mødt af den genopstandne Jesus (Lukasevangeliet kap. 24, 13-35).

Tirsdag morgen, og den eneste ugedag hvor jeg faktisk skal møde tidligt på Snorresgade, Islands Brygge – og busserne strejker!

Ikke den bedste start, og jeg véd bare at metroen til Islands Brygge (mit eneste alternativ til bus 40) er proppet med mennesker – endnu flere end “normalt”!

Toget triller ind på Nørreport st. nogenlunde til tiden, og jeg kæmper mig målrettet gennem tidevandsbølger af morgenfrustrerede mennesker, alle med rundsave på albuerne, ned mod metrotogene. Toget til Islands Brygge futter ind netop som jeg har forceret trapperne, men en monumental mængde mennesker blokerer både toget indgange og udgange. HVORFOR? Hvorfor KAN folk ikke gøre plads til de udstigende og dermed selv være i stand til at boarde toget let og elegant??? Det være ét af universets største mysterier.

Tager det stille og roligt! Ingen grund til at hidse sig op! (meget dyb beroligende indånding!) Næste tog til Islands Brygge er kun 4 minutter væk…

Mens jeg sikrer mig en god plads lige ved dørene til næste tog samler sig en ny flok glubske morgengribbe rundt om indgangene og mig. Metrokonduktørernes råb om at give plads til udstigende er for døve ører, da toget til Lergravsparken med en rumlen antyder sin ankomst. Toges dører går op – ud myldrer mennesker mens andre maser på for at komme først ind i toget – kun få sekunder – dørene bipper og varsler dermed at flere indstigninger er udelukkede. Undtagen – for en enkel høj blond kvinde, der tramper målrettet mod døren – en konduktør spærrer vejen for hende, men kommentaren, at dørene allerede er ved at lukke.

GUDhjælpeMIG – blondinen reagerer ved at hoppe hysterisk op og ned på stedet – som en 7-årig, der ikke må få Haribo af sin mor. Det havde jeg ikke ventet af en voksen kvinde, men metroen kan åbenbart infantilisere mennesker mere end hvad godt er.

Og apropos metro – hvem er den knoldede arkitekt/bygningskonstruktør (whatever), der tænkte at det var en fantastisk ide med en ubeskrivelig upraktisk metrostation på Nørreport. En station, der måske er den mest benyttede i hele DK; og så har ikke kapacitet og plads til alle de mennesker, der skal ind og ud af metroen i myldretiden, bl.a. pga. de enorme rulletrapper der optager pladsen midt i metroafsnittet. Og hvorfor??! God forklaring på denne problemstilling efterlyses!!

UD!

“Ud med kærlighed til folket” er et af budskaberne på cd’en BLIGLAD. Et fantastisk budskab, der går endnu mere fantastisk i spænd med, at dette er den første weekend med forårstilstande i 2007.

Forår er ofte forbundet med forårsrengøring inkl. udsmidning af gammel gejl; for mit vedkommende bliver det til en personlig udfordring: en blog! Har ingen anelse om hvordan sådan en størrelse fungerer teknisk, men har sat mig for at det skal undersøges og læres… og det hele begynder den første forårsweekend i marts 2007.

« Newer Posts